Om få dage – den 3. april – er det 40 år siden, at DR’s monopol blev brudt og æteren i en treårig forsøgsperiode blev fyldt af en mangfoldighed af forskellige, lokale stationer.
Forsøgsordningen var berammet til at vare tre år, men blev i 1986 forlænget med et halvt år inden man var klar med en permanent ordning.
I de første år var der en kæmpe spredning af meget forskellige stationer – fra professionelle stationer som Lokalradio Herning, til interesse-stationer som Danmarks Erhvervsradio, til kristne stationer som Bylderup Bov Nærradio, til muslimske stationer som Radio al-Fatiha, til græsrodsradioer som Sokkelund Radio (”æterens duplikator og plakatsøjle”), til public access stationer som Radio Aarhus, til socialdemokratiske fagforeningsradioer som Radio Sundbo i Esbjerg, til musikradioer som The Voice, til avisradioer som Radio Roskilde, til skoleradioer som Rosenvangsskoilens Lokalradio i Viby J. og ikke mindst til de helt lokale stationer som Lokalradio Galten. Men der var plads til det hele. Alle havde deres lyttere og deres berettigelse. Selv om mange, ikke mindst politikere og andre medier tit og ofte forsøgte sig med at være smagsdommere og udskamme en bestemt slags lokalradioer.
Engagementet var stort, og interessen var stor, og mange var begejstrede. Men der var også udfordringer. Som et af de eneste lande i verden havde – og har – Danmark den ordning, at flere forskellige radiostationer kan sende på samme frekvens. Det er helt utænkeligt i stort set alle andre dele af verden. Det betød, at hvis man stillede ind på f.eks. 100,3 MHz i København, så kunne man det ene øjeblik møde Christiania Radio, det næste øjeblik den kristne Københavns Nærradio, så den kontroversielle Radio Romer, så erhvervslivets talerør Danmarks Erhvervsradio eller også kunne man høre den lokale Radio Amager. Det var vanskeligt som lytter at orientere sig. En ekstrem lav sendestyrke på kun 10 Watt var også en udfordring, da signalerne ikke nåede særligt langt og var svage.
Interessen for at lave lokalradio var stor, og behovet for sendefrekvenser var meget stort i storbyerne – især i København, men der var afsat alt for få frekvenser. Til gengæld var der masser af frekvenser i landkommuner, hvor der ikke var behov for eller ressourcer til at drive egen radio.
Der var også konstante udfordringer med økonomien for mange stationer. Ikke mindst på grund af de stærkt stigende vederlag til KODA og Gramex. Reklamer var forbudt, men nogle stationer sendte betalte firma-portrætter, andre tjente gode penge på radiobingo, nogle sendte betalte hilsener fra lytter til lytter og andre igen havde pengestærke bagmænd (f.eks. dagblade, fagforeninger og religiøse bevægelser) i ryggen. Tilskuddet fra staten var kun beskedne seks millioner kroner, hvoraf knap 1,2 millioner gik til leje af radiosendere og til lytter- og seerundersøgelser, og kun få kommuner støttede de lokale stationer.
Den første lytterundersøgelse blev gennemført af Gallup i 1984 i otte lokalområder og viste, at mellem 90 og 98 procent kendte de lokale stationer. I København var det kun 60 procent, der kendte til lokalradio. I Herning og i Århus var der henholdsvis 90 og 80 procent, der mindst en gang ugentligt lyttede til de lokale radiostationer, i Roskilde var der 56 procent, i Svendborg 49 procent, i Østervrå 43 procent, i Tåstrup 31 procent, på Nørrebro 34 procent og i København 31 procent.
Nogle lokale radiostationer blev hurtigt meget populære, og de nappede så mange lyttere fra Danmarks Radios program 3 og de regionale radioer på program 2, at Danmarks Radio reagerede ved at indrykke reklamer for sin radio i store dagbladsannoncer.
Ved udgangen af forsøgsordningen i 1986 var der 83 lokalradioer, der deltes om 47 senderstationer.
Mens området i forsøgsordningen blev styret af et udvalg i Kulturministeriet, så blev det – med den permanente ordning – fra september 1986 i stedet en stribe lokalradionævn, der stod for tilsynet og for uddeling af sendetilladelser. Rigtigt mange kommuner sluttede sig sammen i fælleskommunale lokalradionævn.
Udover oprettelsen af de nye lokalradionævn i kommunerne, så skete der kun få ændringer i den permanente ordning i forhold til forsøgsrunden. Som noget nyt kunne sendetilladelser i den permanente ordning dog kun udstedes til selskaber og foreninger, der havde radiovirksomhed som eneste formål – og desuden til kommuner. I den permanente ordning fra 1986 kunne aviserne således ikke få sendetilladelse. I princippet i hvert fald. Avisradioerne Radio Silkeborg, Radio Horsens, Radio Holbæk, Radio Helsingør og Radio Dagny fortsatte dog – bare under ændrede organisationsformer.