Det er ikke alle der lytter, men alle i Jammerbugt-området kender den lokale radio i Løgstør, Midtfjord Radio, og for især den ældste del af befolkningen spiller radioen en stor rolle i hverdagen.
Når man går fra gågaden i Løgstør og ned på rutebilstationen, så kommer man lige forbi Midtfjord Radio, der holder til i et fint butikslokale på en sidegade til gågaden. ”Der kommer mange forbi, og der er tit nogen der kigger ind,” fortæller stationsleder for Midtfjord Radio, Maja Brøndbjerg til SAML Nyt. Særligt når radioen har specielle arrangementer, og når der er lavet særlig udstilling i butiksvinduet.
Mens der blandt eksperter og professionelle mediefolk ikke er den store begejstring for de folkelige, lokale, ikke-kommercielle lokalradioer, der betragtes med lettere overbærenhed og som noget, der kan erstattes af Facebook, så ser man i Løgstør lidt anderledes på det:
Maja Brøndbjerg siger: ”Vores lokalradio betyder rigtigt meget for mange mennesker. Det er det med den daglige kontakt og også meget ofte interaktivitet, som f.eks. i forbindelse med radioens quizzer, så folk er med. Vi tilbyder på Midtfjord Radio et nærvær – helt nede på jorden – til vores lyttere. Det er fra mig til dig”.
Radioens sociale rolle er meget vigtig. ”Vi oplevede det især under coronaen”, fortæller Maja videre: ”Der blev virkeligt lagt pres på os fra lytterne, for at vi skulle sende noget nærværende radio, selv om det var svært, da studieværterne skulle lave radio hjemmefra”. Én af de ting, der blev en stor succes var indslag fra områdets plejehjem, hvor der blev sendt hilsener til og fra pårørende.
Midtfjord Radio er en af de gamle, veletablerede lokalradioer i Danmark. Stationen gik i luften første gang i november 1986 og har sendt uafbrudt lige siden. Man sender 52 timer om ugen på fire frekvenser. Sendetiden deles med Radio Nibenitten, der sender fra nabobyen Nibe, der ligger i Aalborg kommune. Sendetilladelsesområdet omfatter Jammerbugt, Vesthimmerlands og Aalborg kommuner.
Midtfjord Radio er en ikke-kommerciel foreningsradio, fri af økonomiske og politiske interesse, som det hedder på radioens hjemmeside. Maja bekræfter, at den er god nok, og fortæller, at det er en velfungerende forening med små 2.000 medlemmer. Det koster 150 kr. for et personligt medlemskab, 225 kr. for en husstand og mellem 500 og 1000 kr. for foreninger, institutioner og erhvervsdrivende. Medlemmerne fordeler sig med cirka en tredjedel i hver af de tre kommuner man sender til, men man har faktisk også en del medlemmer langt uden for sendeområdet, der bakker op om radioen og er glade for programmerne – blandt andet på Sjælland og Fyn. Det er f.eks. være folk, der har sommerhus i sendeområdet, og som også lytter med – via internettet – når de er langt uden for sendeområdet.
De vigtigste indtægtskilder for at radioen kan eksistere, er dels medlemsindtægterne og dels det årlige tilskud fra Kulturministeriet på 130.000 kr. Man tjener også lidt på radiobingo, hvor cirka 100 lyttere spiller med hver gang. Hvert år er der en fundraising-dag, kendt som ’KODA-Gramex indsamling’, hvor tilfredse lyttere giver samlet mellem 15 og 20.000 kr. til radioen. Midtfjord Radio har også succes med at sende betalte lytterhilsener. Det koster 50 kr. for at sende en hilsen, og så får man også lov til at ønske hele tre stykker musik, og det er et hit blandt mange lyttere. Tidligere havde man også en del indtægter på sponsorater, men det er blevet svært, fortæller Maja Brøndbjerg. ”De små butikker og erhvervsdrivende er ikke meget for sponsorater længere. Pengene er blevet færre, og de foretrækker i stedet at bruge aviserne og Radio Nord [en af de kommercielle radio i området] i stedet”, lyder det.
Uanset – så har Midtfjord en sund økonomi. ”Vi ender med et plus hvert år”, siger Maja. ”Et lille plus, men altid et plus. Typisk mellem 30 og 40.000 kr., måske 20.000 kr.”.
Radiostationens programflade er skarpt opdelt i fire kategorier: Aktualitet, kultur, musik og ’andet’, og de har hver især et nøje bestemt antal minutter.
Aktualitet dækker over to ugentlige udsendelser ’Fjordens Ekko’ med samfundsindhold. Blandt andet kommunalt stof og lokale begivenheder. Kulturstoffet er lige nu en serie om herregårdene i lokalområdet, men det dækker også over en ugentlig gudstjeneste optaget i en kirke i lokalområdet. Musik er både musikpræsentation, interviews med kunstnere, musikalske gæster og ønskemusik. ’Andet’ dækker over forskellige oplysnings- og underholdningsprogrammer samt quiz og bingo.
Men er Midtfjord Radio også en public access station? Kan en lokal borger komme ind fra gaden og få lov til at producere en udsendelse om et emne, som han eller hun brænder for. ”Ja, helt bestemt,” svarer Maja Brøndbjerg uden antydning af tøven. Men er der så nogen der gør det? ”Meget få”, svares der ærligt. ”Men vi kunne meget godt tænke os, at flere ville bruge denne mulighed”.
Der er dog visse udfordringer. Radioen er forpligtet til nøje at overholde det antal minutter for hver programkategori, som det fremgår af sendetilladelsen. Man kan altså ikke pludselig sende et to-timers program om et særligt emne, der optager menneskene i Løgstør. Det går ikke, fordi så passer antallet af minutter ikke. ”Det er virkeligt begrænsende”, lyder det ærgerligt fra Maja, der håber at de meget stramme krav vil blive lempet på et tidspunkt.
Der er interesse for tale-udsendelserne, og der kommer god respons, når det er om emner, der optager borgerne i lokalområdet. Men det er oplagt, at det er musikken, der trækker de fleste lyttere til radioen, fortæller Maja Brøndbjerg, og selv om radioen i princippet sender for alle, så er en del af de 30-35 medarbejdere på radioen ved at være lidt oppe i årene, og det betyder i praksis, at der især spilles musik for de ældste. Det er blandt andet dansband, dansktop, slager, countrymusik og pop. Midtfjord Radio opfylder dermed et behov for musikunderholdning blandt de ældste, som DR’s radiokanaler aldrig har villet eller kunnet opfylde.
Og så er der den med Facebook. ”Ja, radioen har en Facebook-side”, siger Maja, ”og vi har faktisk for nyligt for alvor fået gang i den – men kun med radioens ting”.
”Men dén med at Facebook skulle kunne erstatte lokalradio er Maja slet ikke med på. ”Det tror jeg ikke på”, siger hun og gentager, at lokalradio betyder rigtigt meget for mange mennesker – og dét på en helt anden måde end Facebook.