Nyhed
5 Minute Read

Det handler om ’social gain’

13/10/2023

Det er skudt helt ved siden af, hvis man stiller krav om høje lytter- og seertal for ikke-kommercielle radio- og TV-stationer. De ikke-kommercielle medier skal i stedet måles på deres værdi for lokalsamfundet; deres ’social gain’.

Det er en misforståelse, hvis man tror, at de ikke-kommercielle radio- og TV-stationer, græsrodsstationer og nærradioer skal fokusere på at have så høje lytter- og seertal som muligt. Det handler i stedet om stationernes sociale værdi for lokalsamfundene. På engelsk taler man om ”social gain”, og netop det begreb er centralt i forståelse af, hvad meningen med ”community radio” (nærradio, græsrodsradio) er.

’Social gain’ er ifølge den britiske reguleringsmyndighed Ofcom et grundlæggende princip for community radio. Rob Watson, der er direktør for Decentered Media og regnes som en de førende eksperter inden for ’community radio’ i UK, forklarer, at ’social gain’ er det positive, de goder og de fordele, som lokale community stationer giver deres lokalsamfund, både ’on-air’ og ’off-air’. Dén måd,e som den lokale radiostation kan gavne lokalsamfundet på, er ikke mindst at give en stemme til de mennesker og de grupper af mennesker, der ellers ikke høres og som ikke kommer i medierne. Det handler om at skabe samhørighed i lokalsamfundet. Det handler om, at de mennesker, der arbejder på den lokale community-station, er aktive og engagerede, at de oplever succes ved at blive bedre til noget og at være i et givende fællesskab.

De forskellige community stationer kan levere ’social gain’ på en række forskellige måder – afhængig af behovene i det område der sendes til. Rob Watson nævner blandt andet, at community-stationer kan sætte grupper af mennesker og lokalsamfund, der ellers ikke dækkes af de store kommercielle og public service medier, på landkortet. Det kan både være geografisk – for eksempel i et landdistrikt eller i en forstad til en større by, men det kan også sagtens være etniske grupper eller religiøse grupper, der ikke eksisterer i de store medier.

Lokale community-stationer kan fremme samhørigheden og den lokale identitet i lokalsamfundet ved at sende indhold, der er relevant for lokalsamfundet, såsom lokale nyheder, servicemeddelelser og behandle lokale emner. Dette kan bidrage til at øge forståelsen og tolerancen blandt forskellige grupper i fællesskabet.

Rob Watson nævner også, at mange community-stationer giver medarbejderne mulighed for at dygtiggøre sig på for eksempel det journalistiske eller det tekniske område. Medarbejderne involverer sig i både fællesskabet indenfor radioen, men også mange gange i andre fællesskaber i lokalområdet. Kodeordene her er borgerdeltagelse, frivilligt arbejde og sociale relationer.

Community stationer kan ofte spille en stor rolle som støtte for det lokale kulturliv, herunder den lokale musik, og stationerne kan være en platform for lokale myndigheder og tjenester.

Endelig fremhæver Watson, at nogle af de grupper, for hvem community radio giver den største værdi, er etniske minoritetsgrupper.

Og dermed er lokale ikke-kommercielle radiostationer altså ikke med i kampen om en konstant maksimering af lyttertallene. Hellere 500 engagerede lyttere, der får et højt udbytte af det program de lytter til; et program der har værdi for netop dem – end 5.000 lyttere, der bruger en kommerciel radiokanal i baggrunden som lydtapet; en flygtig oplevelse, der kun tjener som underholdning.

Tilmeld dig for de seneste nyheder

Hold dig opdateret med vores seneste nyheder og information.

Ved at klikke på Tilmeld bekræfter du, at du er enig i vores Vilkår og Betingelser.
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.