Det er ikke nogen hemmelighed, at konkurrencen om seernes opmærksomhed er hård. Det kan være en udfordring at få fat i seere som lokal TV-station. Odense Ser Rødt er nu begyndt at gå nye veje.
TV-stationen Odense Ser Rødt, der begyndte at sende i 1985, er en velkendt lokal-TV-station, men derfor er der stadig behov for at markere sig og hele tiden prøve at nå ud til flere nye, potentielle seere. Odense Ser Rødt er derfor begyndt at bruge målrettet markedsføring på Facebook.
”Vi bruger vel 1000-1500 kroner om måneden på det – for at få en større rækkevidde, ” fortæller formand for Odense Ser Rødt, Niels Henrik “Niller” Madsen til SAML Nyt. ”Og vores erfaring er, at det virker – på en eller anden måde. I hvert fald, hvis man skal tro tallene fra Facebook”.
Niller Madsen mener, at det er en del af det at være et medie i dag, at være til stede på platforme som Facebook og Instagram, selv om han medgiver, at man godt kunne gøre mere ud af tilstedeværelsen på Instagram.
Odense Ser Rødt er i dag både en TV-station og et produktionsselskab. Man producerer primært reportager og dokumentarer om politisk stof, kunst, kultur og historie. Odense Ser Rødt har modtaget priser for bedste lokal-tv-program, en filmpris for fynske talenter og deltaget i Odense Filmfestival.
Niller Madsen har stået i spidsen for Odense Ser Rødt i de snart 40 år, TV-stationen har eksisteret, og fortæller, at man tit får positive reaktioner fra seere – ikke kun i Odense, men også ude i kystbyerne på Fyn. ”Det er total optur, når man står i Brugsen i Kerteminde en søndag formiddag og bliver mødt med et: Er det ikke dig fra Odense Ser Rødt”, lyder det fra en glad Niller Madsen.