EU kræver, at Danmark ophæver et princip om kun at betale vederlag til musik og producenter fra andre lande, hvis de også betaler til Danmark. Dermed er der risiko for, at danske radiostationer skal betale mere for at spille musik.
Betaling til musikere og producenter fra tredjelande – i denne forbindelse defineret som lande uden for EU – sker i dag kun, hvis de danske rettighedshavere i KODA og Gramex tilsvarende modtager betaling fra tredjelandet, når deres indhold udnyttes i dette tredjeland. Dette omtales normalt som ’gensidighedsprincippet’. Det betyder blandt andet, at Danmark ikke betaler til musikere i USA, da der ingen vederlag kommer fra USA til Danmark.
Men på grund af en afgørelse i EU-Domstolen er der nu udsigt til, at radiostationer i Danmark fremover skal betale til amerikanske musikere, mens danske musikere må se langt efter penge fra USA. EU-Domstolen har nemlig fastslået, at et gensidighedsprincip kun kan fastsættes af EU, og altså ikke nationalt af Danmark. Der findes ingen EU-gensidighedsregel, og de danske regler er derfor ikke i overensstemmelse med EU-retten.
Ændringen af reglerne vil betyde, at det vil blive dyrere at spille musik på radiostationerne i Danmark, og der er udsigt til, at danske kunstnere og rettighedshavere vil få lavere udbetalinger.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt kalder EU’s nye krav for ”hamrende uretfærdigt”, og han har derfor bedt EU-Kommissionen om at tage initiativ til at ændre reglerne. ”Det går simpelthen ikke, at dygtige musikere snydes for betaling, mens vi samtidig sender en masse penge ud af landet. Så langt rækker flinkeskolen alligevel ikke,” lyder det fra ministeren, der skal mødes med EU-kommissær for det indre marked, Thierry Breton, den 15. maj. Her vil Engel-Schmidt igen opfordre Kommissionen til hurtigst muligt at tage initiativ til at ændre EU-reglerne.
Både Danske Medier, KODA og SAML er tilfredse med, at kulturministeren tager sagen op i EU.