Nogle lokale stationer, især lokale tv-stationer, har udfordringer med, om dét der sendes nu også er lokalt nok. Nu indbyder Slots- og Kulturstyrelsen til et info-møde om netop dette spørgsmål.
En betingelse for at sende lokalradio og lokal-tv er, at det er lokalt indhold. Det er ikke i orden, særligt ikke den tolkning Radio- og TV-Nævnet anlægger for begrebet ”lokalt indhold”, mener Sammenslutningen af Medier i Lokalsamfundet (SAML). Gitte Thomsen, sekretariatsleder for SAML, slår fast, at SAML er lodret uenig i Radio- & TV-Nævnets tolkning af begrebet ”lokalt indhold”. ”Den er for kunstig”, siger Gitte Thomsen. SAML har altid anbefalet, at det i stedet skulle hedde ’lokal forankring’. Mens de nuværende regler giver mulighed for at tolke og dermed være smagsdommere ud fra subjektive kriterier, så vil et krav om ”lokal forankring” i stedet være et objektivt kriterium: ”Det er borgerne, der sender fra sendetilladelsesområdet til borgerne i sendetilladelsesområdet”.
Men det er et politisk spørgsmål, om der står ”lokalt indhold” eller ”lokal forankring” i de gældende bekendtgørelser, som kun kan ændres ad politisk vej. Det har SAML arbejdet for i flere år og arbejder stadig for at få det ændret. Men tolkningen af begrebet er helt og holdent op til Radio- & TV-Nævnet at anlægge.
SAML har ofte oplevet, at fortolkningen af de nuværende regler dels er meget rigid, og dels, at afgørelserne fra nævnet har været svære at forstå.
Det er særligt et problem, at et tidligere Radio- & TV-Nævn har givet tilladelse til en bestemt programrække, underforstået at det blev betragtet som ”lokalt indhold”. Men at det nuværende nævn anlægger en anden tolkning – og giver en station et ret stort tilbagebetalingskrav. Dét er problematisk, mener SAML.
SAML har længe arbejdet for at få Radio- og TV-Nævnet til at anlægge en anden tolkning af begrebet ”lokalt indhold”. Det er desværre endnu ikke lykkedes.
Men nu er der måske hjælp på vej i forhold til at forstå, hvad der er op og ned i Nævnets praksis.
Mediesekretariatet, der betjener Radio- & TV-Nævnet, inviterer nemlig nu til et online informationsmøde om reglerne for lokalt indhold. På mødet vil der blive gennemgået konkrete eksempler på, hvad der kan udgøre lokalt indhold såvel som Radio- & TV-nævnets praksis på området.
”Mødet vil klæde jer på til at producere endnu mere kvalitets-tv og -radio med lokalt indhold til glæde for lokalbefolkningen”, hedder det i invitationen fra mediesekretariatet. Mødet afholdes torsdag den 8. juni kl. 14.00-15.00, og vil bestå af et kvarters oplæg fra sekretariatet efterfulgt af tre kvarters spørgerunde. Tilmelding til mødet er ikke nødvendigt.
SAML har den 16. maj været til møde med sekretariatet, hvor SAML’s synspunkter blev fremlagt, men selv om SAML er uenig i Nævnets tolkning af begrebet ”lokalt indhold”, så opfordrer SAML naturligvis til, at så mange, både radio- og TV-stationer, som muligt deltager i online-mødet. Der vil blive udsendt et link til samtlige stationer fra Mediesekretariatet.