Nyhed
5 Minute Read

Nye tider på lokal-tv i Jammerbugt

14/4/2023

En styrket indsats for inddragelse af lokalsamfundet og fokus på de lokale solstrålehistorier. Det er blandt satsningsområderne for Dit lokal TV Jammerbugt, der har fået ny ledelse.

Dit lokal TV, der sender fra studier i Søparken i Aabybro – med TV2 Nord som nærmeste nabo – er en af de lokale tv-stationer, der har været med i mange år. Det var tilbage i 1996, at ægteparret Elke og Jørgen Mortensen begyndte at sende lokalt kabel-tv gennem lokale antenneforeninger. Senere blev der også sendt i luften på Kanal Nord, men sideløbende er der hele tiden blevet sendt kabel-tv.

Efter at have lavet lokal-tv i næsten 30 år, var Elke og Jørgen Mortensen efterhånden kommet lidt op i årene, og de havde i nogen tid forsøgt at finde en ny besætning til at videreføre Dit lokal TV Jammerbugten. Det lykkedes for et par måneder siden, da Henrik Borup Sørensen blev valgt som ny formand, og Thomas Vinther samtidigt blev udnævnt som ny daglig leder

Henrik Borup har været omkring 40 år i tv-branchen – blandt andet som chef for TV Aalborg, salgschef for Avit Systems og ikke mindst som adm. direktør for NEP Danmark, der især beskæftiger sig med OB-produktioner.

Dit lokal TV’s nye daglige leder, Thomas Vinther, begyndte at producere tv allerede i 1995 og har i mange år kørt et tæt parløb med Henrik Borup om tv og tv-produktion. Thomas har masser af ros til Elke og Jørgen Mortensen, som han beskriver som virkelige pionerer, og anerkender dem for at have lavet en flot indsats igennem rigtigt mange år.

Thomas Vinther siger til SAML Nyt, at med ham i chefstolen, så vil der dels blive satset på at styrke inddragelsen af lokalsamfundet – mere public acces – og dels, så skal der være plads til små solstrålehistorier fra hverdagen.

Et tredje satsningsområde er inddragelsen af andre platforme – især Facebook, hvor Dit lokal TV de seneste par måneder er gået frem fra 1300 til 1700 følgere. ”Vi lægger ikke bare vores udsendelser ud på Facebook, men klipper i stedet en versionering sammen på måske et par minutter”, fortæller Thomas.

Dit lokal TV Jammerbugt er stadig ikke ’bare’ en traditionel lokal-tv station med sendetilladelse og tilskud fra Radio- og TV-Nævnet – underlagt de stramme regler, der findes på området og med sendetid på Kanal Nord, hvor man deler tiden med Tegnsprogskanalen og andre lokal-tv-stationer i regionen. Dit lokal TV er også stadig en kabel-tv-station, der sender døgnet rundt – uden de krav og regler, der gælder for lokal-tv. Tidligere bestod det meste af sendetiden af skiftende skilte suppleret med nogle få udsendelser, men nu sendes der døgnet rundt. ”Vi sender alt, hvad vi har, og vi samarbejder også med andre, hvilket vil sige, at vi sender andres programmer. Her kan vi jo gøre, hvad vi vil”, lyder det fra Thomas, der understreger, at man sender alle dage døgnet rundt.

Også om natten? ”Ja, selvfølgelig. Her sender vi i otte timers live-tv med hamsteren Wilma, der naturligvis har et hamsterhjul. Det er virkelig slow-tv, der vil noget”, siger Thomas med et smil.

Hvor mange der kan se kabel-tv-stationen, har Thomas Vinther ikke 100 procent styr på, men det er alle, der er tilsluttet YouSee i Nordjylland. ”Måske 80.000 husstande,” mener han.

Thomas Vinther er eneste lønnede medarbejder på Dit Lokal TV, og han slutter interviewet med at ønske sig flere indtægter, så der kan komme flere medarbejdere på den lokale tv-station.

Tilmeld dig for de seneste nyheder

Hold dig opdateret med vores seneste nyheder og information.

Ved at klikke på Tilmeld bekræfter du, at du er enig i vores Vilkår og Betingelser.
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.