På SAML’s medieseminar den 22. april 2023 var der enighed om at vente med at stifte et nyt landsdækkende teknisk sendesamvirke, da lovgrundlaget for dette endnu ikke er på plads.
Der var en lang debat blandt de deltagende lokale tv-stationer om, hvilke opgaver der skulle ligge i et sådant landsdækkende samarbejde, og der var enighed om, at de nuværende otte sendesamvirker fortsat skal bestå, men de skal så kun varetage fordelingen af sendetider i hver deres region. Det fortæller Gunnar Thomsen, der sidder i bestyrelsen for SAML.
Al øvrig administration såsom regnskab, økonomi og teknik kunne derimod ligge i det nye landsdækkende sendesamarbejde.
En af de store fordele ved dette kommende, tekniske sendesamarbejde, hvor alt sendeudstyr bliver samlet ét centralt sted (DR/Cibicom) er, at det hele bliver nemmere at servicere.
For at få det på skinner – på den mest demokratiske måde – blev der valgt en arbejdsgruppe med en repræsentant fra hver af de otte, regionale sendesamvirker. Denne arbejdsgruppe skal have deres første møde den 8. maj 2023 og skal som noget af det første have udarbejdet et sæt vedtægter, således at der er fuldstændig klarhed over, hvordan det hele skal styres i denne nye organisation. Det er målet at arbejdsgruppen er færdig med sit arbejde inden årets udgang, så en ny forening kan blive stiftet og komme i gang fra den 1. januar 2024
Det eneste hængeparti er ifølge Gunnar Thomsen, om det nås at få rettet i bekendtgørelsen. Det er Folketinget, der skal vedtage ændringerne i bekendtgørelsen efter forslag fra Kulturministeren/Kulturministeriet.