Nyhed
5 Minute Read

Podcasts om kvinder i nærradio

29/9/2023

’Women on the Global Airwaves’ er en podcast-serie, der sætter fokus på kvinder verden over, der laver græsrodsradio og som gør en forskel.

I store dele af verdens lande er kvindernes stemmer og historier ofte fraværende eller sjældne. Men mange steder findes der – på trods – stærke kvinder, der gør en forskel i ellers mandsdominerede samfund. Kvinder der kæmper for at blive hørt og respekteret – kvinder der lave græsrodsradio.

Dét er det Birgitte Jallovs podcastserie ’Women on the Global Airwaves’ tager afsæt i. Birgitte Jallov er stifter og director for EmpowerHouse og har siden 1980 arbejdet med ‘community radio’, græsrodsradio, i en stribe lande på hele kloden. Hun oplever igen og igen, hvordan græsrodsradioer mange steder er med til at bryde tavsheden og ændre på usunde traditioner. Det tager tid, men det sker. Blandt andet er kvinder begyndt at få en mere aktiv, synlig og respekteret rolle i samfundet, og vold mod kvinder og børn falder.

I ’Women on the Global Airwaves’ taler Birgitte Jallov med kvinder, der i kraft af deres arbejde på græsrodsradioer har været og er med til at identificere og dokumentere deres erfaringer med at styrke kvinder og øge kvinders rolle i specifikke fællesskaber og dermed i samfundet generelt. Programserien søger svar på hvorfor og hvordan – eller hvorfor ikke.

I udsendelserne kan man blandt andre møde:

– Kanchan K.Malik fra Hyderabad i Indien, der tager udgangspunkt i, at nærradio ikke bare handler om at lave programmer, men om at engagere og inspirere mennesker.

– Der er en samtale med Jubiel M. Zulu, en prisvindende journalist og kommunikationsspecialist fra Zambia, der giver eksempler på, hvordan hun har brugt og integreret emner af betydning for kvinders liv – politisk, økonomisk, socialt og kulturelt – i sine radioudsendelser, og hvordan dette har medført en begyndende ændring af deres liv til det bedre.

– Karolina Rogóz-Namiotko, der er studievært på studenterradioen Radio UWM i Polen, og står for programmet ’Lejdi Gada – kvinder ved mikrofonen’. Et program om selvudvikling, om at acceptere sig selv og om selvværd.

– Gwendolyn Gay L. Gaongen, der er chef for Radyo Sagada – Filippinernes eneste radiostation for den oprindelige, indfødte befolkning i bjergene på Luzon. Ét af de vigtigste formål med Radyo Sagada er at skabe dialog og gode relationer mellem de forskellige lokalsamfund i området.

Indtil nu er der produceret 15 podcasts. Birgitte Jallov oplyser, at to podcasts fra Øst Timor og Mozambique er på vej.

Man kan lytte til de forskellige podcasts her.

Tilmeld dig for de seneste nyheder

Hold dig opdateret med vores seneste nyheder og information.

Ved at klikke på Tilmeld bekræfter du, at du er enig i vores Vilkår og Betingelser.
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.