Radio Rønde – Syddjurs Lokalradio har i et større projekt med flere debatudsendelser fra et lokalt kulturhus sat fokus på folkesundhed og især ’Det gode liv i Syddjurs’. Radio Rønde fik økonomisk tilskud til projektet fra Community Media Forum Europe.
Tidligere i år udskrev Community Media Forum Europe (CMFE) en konkurrence om et ’Community Media Production Grant’. Græsrodsmedier i fire fokuslande – heriblandt Danmark – kunne indsende produktionsforslag til projekter, der skulle have fokus på folkesundhed.
Én af de heldige, der fik godkendt deres forslag var Radio Rønde – Syddjurs Lokalradio, der modtog 3.750 euro (cirka 28.000 kroner) til at realisere planerne.
Hvordan planerne skulle udmøntes mere præcist nåede man frem til på en to-dages workshop, hvor tre medarbejdere fra radioen mødtes med koordinator for CMFE’s paneuropæiske projekt Birgitte Jallov og professor i miljø- og sundhedspædagogik Bjarne Bruun Jensen. Her blev man enige om, at satse mere på “det gode liv” – som defineret af WHO – fremfor de mere traditionelle KRAM-faktorer (kost, rygning, alkohol og motion), og efterfølgende valgte man at lade sig inspirere af de erfaringer radioen havde med det direkte debatprogram Live Radio Kalø, der har handlet om aktuelle emner som natur, havmiljø, at være ung i Syddjurs, bæredygtig levevis i Syddjurs Kommune.
Den første temaudsendelse blev sendt fra Kulturhotellet i Rønde. Her delte fire debattører (instruktør, tidligere deltager, koordinator fra kommunen og en politiker fra ældre- og sundhedsudvalget) deres syn på, hvad ’Det gode Liv’ er. Efterfølgende er der blevet sendt to andre temaarrangementer, og senere i november og igen i december kommer der to debatudsendelser mere – blandt andet med fokus på ensomhed blandt unge og ældre. Derefter laver radioen en evaluering, men man regner med at fortsætte med sundhedsprogrammerne i hele 2024.
Projektleder Niels A. Holst fra Radio Rønde fortæller, at det har været og er et rigtigt spændende projekt, der har inspireret til at skrue op for radioens ambitioner. Men der har også været meget arbejde for at få det hele til at lykkes. Der skulle bruges meget tid på at udarbejde projektbeskrivelse og efterfølgende afrapportering til CMFE.
Ingen af deltagerne har fået løn for deres medvirken – hverken debattører eller medarbejdere fra Radio Rønde – Syddjurs Lokalradio. Pengene fra CMFE er for det meste blevet brugt til indkøb af nyt teknisk udstyr, blandt andet mikrofoner, mikrofonstativer og forskelligt OB-udstyr, der gør det nemmere for radioen at sende direkte ude fra ’marken’
”Det afgørende for dette projekt, er at sætte fokus på folkesundhed og hvordan en lokalradio så kan gøre det. Specielt i forhold til at få borgere og brugere af kommunens sundhedstilbud på banen, med udviklingsideer til kommende kommunale sundhedstilbud. Vi har valgt at lave selve optagelsesmiljøet som en form for dagligstue, for at lave optagelsesmiljøet mere roligt og hverdagsagtigt. Og som et sidste fokus i projektet er der også en forhåbning om at nogle af deltagerne kunne blive medarbejdere på radioen og dermed styrke radioens frivillige medarbejderstab. Udsendelserne betyder ligeledes, at Radio Rønde fremover vil blive endnu bedre til at komme ud og rapportere fra dér, hvor borgerne er i lokalsamfundet”, slutter Niels A. Holst.
I slutningen af januar mødes de otte deltagende medier fra Østrig, Irland, Spanien og Danmark til en konference i Wien, hvor projektet skal præsenteres for de øvrige deltagere samt nogle af de stationer som tidligere var inviteret med i projektet. Udover Radio Rønde er det fra Danmark den århusianske Radio Bazar, der er med.