Nyhed
5 Minute Read

Seerne er vigtigere end seertal

13/10/2023

Seertal er ikke afgørende for TVMarineret. Alligevel er stationen kendt i København og omegn – og oplever mange succeshistorier

SAML Nyt har spurgt TV-producer Henrik Jelstrup fra TVMarineret i København om, hvordan han har det med jagten på høje seertal. Han svarer, at han ikke rigtigt interesserer sig for seertal, så længe indholdet af det man sender er interessant. ”Vi dækker dét, der for os er interessant – og allerhelst vækstlaget, det skæve og det eksperimenterende – og vi gør vores bedste hver gang”. Og det er uanset, om det er en type udsendelser, der typisk giver mange seere eller udsendelser, der typisk giver få seere.

Hvad er det så der giver høje seertal?

Henrik: ”Seertal har noget at gøre med, hvilke typer udsendelser man vælger at lave, er min erfaring. Om man går efter populære emner, berømtheder eller det modsatte. Hvis man for eksempel har en berømthed med i sin udsendelse stiger seertallet typisk kraftigt. Har man med ukendte at gøre falder det tilsvarende. Vi laver begge typer udsendelser.”

”Denne politik har i et eller andet omfang gjort TVMarineret meriteret [anerkendt] idet vi efterhånden er kendte i København og omegn. For eksempel stødte jeg forleden på en musiker, der var meget beæret over at skulle medvirke i en optagelse, og han betegnede vores TV-station som berømt, hvilket jeg så til gengæld var meget beæret over han sagde. Andre jeg møder, siger de følger vores TV-station, fordi vi netop dækker stort og småt,” lyder det videre fra Henrik Jelstrup.

Han tilføjer, at man har mange ’views’ [visninger] på flow-TV, på hjemmesiden og på stationens YouTube-kanal, men det er i virkeligheden uinteressant, når man møder og taler med de mennesker, der rent faktisk ser TVMarinerets udsendelser. ”De giver os utrolig flotte og dejlige kommentarer, så vi helt rødmer og bliver stolte. Uden respons ude i det rigtige liv – ingen entusiasme. Det er dét der holder os i gang.”

Tilmeld dig for de seneste nyheder

Hold dig opdateret med vores seneste nyheder og information.

Ved at klikke på Tilmeld bekræfter du, at du er enig i vores Vilkår og Betingelser.
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.