En rablende ’radio-tour de force’, hvor publikum kommer tæt på studieværterne Torben og Vanja, der sender formiddagsradio direkte fra blomsterbutikken Valmuen i Fjordsted. Det er omdrejningspunktet for teaterforestillingen ’På pletten’
Torben og Vanja møder i forestillingen ’På pletten’ – med undertitlen ’Når radioen rykker ud’ – et farverigt persongalleri og involveres i forviklinger og familiedrama, som kulminerer ved en dobbelt begravelse på Store Bededag.
Publikum præsenteres for et miljø, som beskrives som både genkendeligt, morsomt og vanvittigt. Ideen med forestillingen er at fremkalde et vidtforgrenet humoristisk lystspil, baseret på virkelige hændelser og interviews med ansatte i en blomsterbutik på Midtsjælland.
Forestillingen blev opført på Aveny-T på Frederiksberg fire gange i maj måned og fik gode anmeldelser på scenekanten.dk: “En sjov og genkendelig dialog med hverdagens problemer som drivkraft” og “En genial lydside”. Pov. International skrev om “Humoristisk og musikalsk overskud”, mens kulturbunkeren.dk var mere behersket og skrev: ”Hatten af for forsøget og modet til at gøre det, men vi behøver ikke at se det, det havde været nok at lytte med”.
Forestillingen er skabt af Tobias Trier (søn af Dea Trier Mørch og Troels Trier) og Winnie Kristine, der også er de eneste medvirkende i det 75 minutter lange stykke.
Fra efteråret kommer ’På pletten’ på turné rundt i landet. Lige nu er følgende planlagt:
Katapult, Århus –16. september 2023
Gjethuset, Frederiksværk. – 21. september 2023
TeaterCaféen Odsherred, Nykøbing Sjælland – 14. november 2023
Bastionen, Nyborg – 15. marts 2024.