Det nye medieforlig betyder en uændret pulje på 52,3 millioner kroner årligt til ikke-kommerciel lokalradio og TV. Det svarer til én procent af den samlede mediestøtte til TV, radio og skrevne medier.
Regeringen – bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne – indgik den 14. juni et medieforlig med SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti gældende til og med 2025. Forliget betyder, at der bruges næsten 5,1 milliarder kroner årligt til at støtte forskellige danske medier. Til ikke-kommerciel radio og tv er der afsat 52,3 millioner kroner årligt; altså én procent af den samlede mediestøtte. De tre helt store modtagere af mediestøtte er DR med knap 3,7 milliarder kroner årligt, TV 2-regionerne med 574 millioner kroner årligt og aviserne, der fra og med 2024 får cirka 534 millioner kroner årligt.
Paraplyorganisationen Sammenslutningen af Medier i Lokalsamfundet (SAML) havde peget på, at driftsstøtten til de lokale, ikke-kommercielle stationer burde hæves til 70 millioner kroner årligt, eller i hvert fald – som et minimum – så skulle beløbet fremover pristalsreguleret.
”Umiddelbart er det dog godt, at der stadig er afsat penge til de ikke-kommercielle radio- og tv-stationer, og at der ikke blev skåret i den pulje”, siger sekretariatsleder for SAML, Gitte Thomsen.
Hun hæfter sig ved, at der kommer flere penge til de lokale og regionale skrevne medier, men at de lokale, ikke-kommercielle radio- og tv-stationer desværre blev forbigået i den forbindelse.
”De ikke-kommercielle stationer er de eneste elektroniske medier, der reelt er borgerinddragende og dermed med til at sikre ytringsmulighederne i lokalsamfundene,” siger Gitte Thomsen og fortsætter: ”Derudover er de ikke-kommercielle stationer både folkeoplysende og med til at udvikle det lokale demokrati – samt en del af civilsamfundet, da stationerne er foreningsbaserede og drevet af et højt frivilligt engagement. Derfor havde det været godt, om de lokale, ikke-kommercielle stationer var blevet styrket”.
SAML havde også gerne set, at der var truffet aftale om at oprette en klageinstans, således at afgørelser i Radio- & TV-Nævnet kan indbringes for en anden administrativ myndighed.
SAML følger op på det indgåede medieforlig og vil fortsat arbejde for at forbedre de lokale, ikke-kommercielle stationers vilkår.